Gode råd til nye TFP-modeller

Gode råd til nye TFP-modeller

Gode råd, hvis du vil starte som TFP-model:

Som hobbyfotograf hører man til tider desværre andre fotografers historier om en TFP-model de har arbejdet med, men som har opført sig dumt. Derfor denne artikel for at hjælpe nogle af de nye TFP-modeller, inden det går galt.

Ved du ikke hvad TFP betyder, vil jeg anbefale at du læser denne artikel.

Er du i tvivl om du kan blive model ?

Det korte svar er JA, men jeg anbefaler dig at læse denne artikel for at få forklaringen herpå.

Har du ikke prøvet det før ? Tag en ven/veninde med !

Det er lige så vigtigt for modellen og fotografen, at jeres fotosession og billederne skydes i en god og sikker stemning så er det en fotograf eller model, som du ikke kender og har skudt med før, så tag en ven/veninde med. Fortæl det altid til den anden part inden i mødes.

Det er ikke altid jeg tilråder at tage sin kæreste med til en fotosession, med mindre denne skal med på billederne, da denne ofte vil ligge en dæmper på den nye model.

Er modellen under 15, så SKAL en forældre/værge altid være med – Også til underskrivelse af kontrakt.

Vær afklaret med dig selv.

Når du starter som TFP-model skal du sørge for at have tænkt en masse igennem:
Hvor går din grænse for hvor afklædte billederne må være?
Er det grænseoverskridende for dig at blive fotograferet af en person, som du ikke kender?
Har du talt med dine forældre og din kæreste om det ?
Er du parat til eventuelle (ikke altid positive) kommentarer fra veninder, bekendte og familie?

At være afklaret med sig selv er vigtigt, både for din egen skyld, men også for fotografens, så han ikke skal får for modeller der bakker ud eller der kommer vrede kærester eller lign. forbi og forlanger at få billederne udleveret.

Lav et portfolio på egen hjemmeside eller online site til dine billeder

Det signalerer at du er seriøs i det du laver.

Uanset om du har profiler på diverse sites, egen hjemmeside eller begge dele, bør dine billeder være i høj kvalitet og stemme overens med hvordan du ser ud. Jeg foreslår at du har mindst ét tydeligt og vellignende portræt liggende uden alt for meget makeup på eller skæve vinkler der får dig til at se højere eller tyndere ud..

Dit portfolio som TFP-model er vigtigt og billeder fra fotografer er bedre end mobilbilleder – helst så forskellige som muligt og fra forskellige fotografer. Er du helt ny og ingen professionelle billeder har endnu, kan et par tydelige og vellignende private billeder godt gå an. I din tekst når du laver “søgende opslag” bør der stå hvad du gerne vil lave af billeder – her tænker jeg typer/genre og måske, hvor din grænse går for hvor afklædte billederne må være, hvis genren indbyder til dette. Mange glemmer det, men der bør også altid stå hvilken by/landsdel du bor i og du hvorvidt du er villig til at køre efter et shoot.

Hold altid din side/ online profil opdateret.

Brug eventuelt nogle af disse:

  1. Instagram.com – Populær, bruges af både modeller og fotografer – Censur af nøgenhed bruges.
  2. YouPic.com – Populær, bruges ofte af fotografer – Tillader en vis nøgenhed.
  3. 500px.com – Bruges også af både modeller og fotografer, men de ovenstående er mere populære.

Svar altid på henvendelserne.

Om du er professionel eller TFP-model, så giv altid et svar – også selvom du ikke ønsker at arbejde med fotografen, så er en pæn afvisning er langt bedre end intet svar.

Lav en fast aftale med fotografen inden jobbet.

Ud over den skriftlige kontakt via diverse medier eller mail, så er en telefonisk samtale inden et fotoshoot at foretrække, og derudover en skriftlig aftale/kontrakt. Husk at få svar på alle dine spørgsmål og sørg også for at I kender hinandens betingelser før start. Der er ovenstående link også god ift. hvem må hvad med billederne bagefter shootet.
Samtidig skal i være enige om hvilken type/genre billeder der skal tages. Aftal altid det præcise tid og sted og hvordan I kontakter hinanden ved evt. forsinkelse eller lignende.

Overhold altid dine aftaler!

Fotografen bruger ofte en del tid på at planlægge en fotosession og betaler nogle gange stylist, leje af studie osv. Det er derfor vigtigt at du kun aflyser hvis det er absolut nødvendigt, fx ved sygdom. Aflys så snart du ved det. Ved aflysning kort tid inden så som dagen inden eller samme dag bør du ringe til fotografen istedet for at skrive en besked. Bliver man væk fra en fotosession, uden at have aflyst, bliver man ikke populær ved fotograferne!

Mød op forberedt og gør dit bedste – hver gang.

Tag alle fotosessions seriøst. Medbring det I har aftalt af tøj og rekvisitter.
Det er en god idé at huske at sørge for at have fjernet hår på benene, under armene, i bikinilinen og andre hensigtsmæssige steder. Brug eventuelt fugtgivende creme til huden for at få en blød, flot hud.
Vær til stede under fotograferingen mentalt. Hvis du ikke er og har tankerne et andet sted, går det ud over billederne.
Mød aldrig op til en fotosession fuld eller med tømmermænd.

Vær ikke for sart.

Selv for TFP-modeller kræves det til nogle shoots at du klæder om udendørs, står i koldt vand, bliver fotograferet på svært fremkommelige steder osv. Nogle shoots kræver også at man bliver fotograferet i hotpants, uden BH eller i mere eller mindre gennemsigtig bluse – dette bør du som model være indstillet på, men husk at du selvfølgelig ikke skal overskride dine egne grænser, hvis ikke du ønsker det.

Vær åben, fleksibel, imødekommende og samarbejdsvillig.
Det er vigtigt at være god til at omgås andre mennesker.

Husk at fotografen altid har ophavsretten til billederne.

Det betyder at du ikke må sælge billederne eller indsende dem til blade, online medier o.lign. uden tilladelse fra fotografen.
Det er vigtigt at du og fotografen er enige om hvor og hvordan billederne må bruges. F.eks. til at promote dig selv som TFP-model på din hjemmeside, Online profiler osv. Dette gælder især ved TFP-fotosessions, da formålet med dem netop er at få billeder til at promovere dig selv og det er naturligvis en selvfølge hos mig at det må modellen, hvis de kreditere mig som fotograf og jeg kreditere naturligvis også modellen.

Hvordan får du billederne ?

Hos mig får du dem WeTransfer, da jeg finder det nemmest, bl.a. fordi ikke alle bruger Dropbox, Onedrive, Googledrive osv…

WeTransfer virker ved at man uploader filerne til servicen og så bliver der sendt en mail til dig med et link til download. Dette link skal benyttes inden 7 dage, hvorefter servicen automatisk sletter filerne. Nemt og enkelt.
Dog har det på nogle mobile enheder enkelte besværligheder, da servicen pakker filerne i en ZIP-fil og denne type filer er f.eks. iPhone ikke så glad for ift. at udpakke filerne. Så er man nødt til at bruge sin computer istedet.
Android har apps der kan udpakke filerne.

Mine profiler på sociale medier: